Selv om der er tale om friske tal, ligner Danske Banks halvårsregnskab for de første seks måneder af i år på mange måder en genudsendelse af det, der blev sendt ud for et år siden.

Indtægterne løber op i 27,9 milliarder kroner, hvilket er 100 millioner mindre end i samme periode sidste år.

Omkostningerne var med 12,7 milliarder kroner også tæt på tallet for samme post i første halvår af 2024.

Og overskuddet er stort set også uforandret på 11,2 milliarder kroner mod 11,5 milliarder i sammenligningsperioden.

- I første halvdel af året opnåede vi et solidt finansielt resultat, drevet af god kundetilgang, som førte til robuste indtægter fra kernebankforretningen og en stigning i nettohandelsindtægterne sammenlignet med året før.

- Nettoresultatet forblev stabilt, på trods af påvirkningen fra renteudviklingen og markedsvolatiliteten, konstaterer administrerende direktør Carsten Egeriis.

Kigger man på de forskellige kundesegmenter, bidrog privatkunderne lidt mindre til overskudsfesten, blandt andet på grund af lavere konverteringsaktivitet inden for boliglån end i sammenligningsperioden.

Omvendt betød en tilgang af nye erhvervskunder og tilbageførsel af nedskrivninger, at indtægterne steg inden for dette segment.

Danske Banks forventninger til det samlede regnskabsår er uforandrede.

/ritzau/

Der findes én dansk investeringsforening med globale aktier, som på uheldig vis har skilt sig ud fra mængden de senere år.

Fonden kom fra den velrenommerede kapitalforvalter Maj Invest og hed Planet & People, men det hedder den ikke længere. Maj Invest har skiftet fondens navn, strategi og gjort det svært at opspore dens skuffende fortid.

Skiftet giver anledning til et par løftede øjenbryn hos Forbrugerrådet Tænk og en ekspert, som Berlingske har talt med.

»Det er et problem, når en fond ikke klarer sig godt, og afkasthistorikken bliver slettet. Og det er dét, man gør her,« siger cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

Planet & People skilte sig ud fra mængden ved at ligge i bunden, da Berlingske i foråret undersøgte, hvordan alle aktivt forvaltede danske investeringsforeninger med globale aktier havde klaret sig de seneste fem år.

Strategien om at investere i to områder af aktiemarkedet – sundhed og klima – havde efterladt aktionærerne i Planet & People med et afkast, der var 71 procentpoint lavere, end hvis de havde købt en billigere global indeksfond.

Det skete, til trods for at Maj Invest stillede et afkast i udsigt, der var på linje med det globale aktiemarked.

Nu hedder fonden Maj Invest UCITS ETF Globale Udbytteaktier, og kapitalforvalterens aktiechef Torsten Bech er ansvarlig for fonden.

Han forklarer ændringen med, at Planet & People i to år har præsteret utilfredsstillende afkast, fordi fondens investeringsområder »i stigende grad var afhængig af politisk opbakning i USA og Europa«.

»Hovedstrategien med at styre afdelingens risiko ved at kombinere klimaaktier og sundhedsaktier var derfor under pres,« skriver Torsten Bech i et skriftligt svar.

Selvom det giver mening at sadle om og investere i noget andet, når strategien fejler, påpeger eksperter, at investorer kan stå tilbage med uigennemskuelige investeringer.

Med et »snuptag« er historikken væk

Maj Invest er langt fra de første til at give en fond med dårlig historik en makeover.

Hvert år lukker danske banker og kapitalforvaltere stribevis af fonde, der har klaret sig skidt.

Berlingske har tidligere beskrevet metoden, som ikke falder i god jord hos Forbrugerrådet Tænks cheføkonom, Morten Bruun Pedersen.

»Det er en metode, der kan være problematisk, fordi man får fejet de dårlige resultater ind under gulvtæppet og så bare kører videre, mens investorerne får et dårligere overblik over deres investeringer,« forklarer han.

Hagen er, at historikken ofte slettes, når en fond skifter navn. Selvom Planet & People har eksisteret siden 2013 – og endda før det under et andet navn – kan man kun se afkast fra 18. juni 2025 og frem.

Med andre ord: De seneste års dårlige afkast skal man søge langt efter, og uden det fulde billede mener Morten Bruun Pedersen, at nye investorer har svært ved at vurdere fonden og Maj Invest ordentligt.

Som modsvar fremhæver Torsten Bech, at eksisterende aktionærer altid kan se hele deres investeringsudvikling, når de slår investeringen op i deres egen bank.

Og aktiechefen pointerer, at Maj Invest har fjernet fondens historik flere steder, fordi investeringerne i Planet & People og Globale Udbytteaktier ikke kan sammenlignes.

Robert Spliid, ekstern lektor ved CBS med speciale i kapitalfonde og tidligere mangeårig chef i Nykredit, medgiver, at Maj Invest har en pointe angående det dårlige sammenligningsgrundlag.

»Men det er jo også lidt snyd. For med et snuptag fjerner du mange års dårlige afkast ved enten at ændre strategi eller navn. Det er lidt skidt, for det kan de så gøre, hver gang en strategi har fejlet,« siger han.

Han påpeger dog, at der hverken er noget ulovligt eller usædvanligt ved manøvren fra Maj Invest.

»Lovgivningsmæssigt er der intet, der forhindrer denne praksis. Desværre,« lyder det fra ham.

Maj Invest understreger, at de »på ingen måde har slettet historikken for afkast«, idet alle historiske resultater for fonden er tilgængelige i kapitalforvalterens gamle års-, halvårs- og kvartalsrapporter.

»Vi har ikke 'fejet noget ind under gulvtæppet', men tværtimod søgt at undgå, at nye investorer vildledes af historiske afkast fra en strategi, der ikke længere eksisterer. Det er i vores optik ærligt, professionelt og investororienteret,« fremhæver kapitalforvalteren.

»Helt normal« praksis, der giver bekymringer

Praksissen med at skrotte fonde er så udbredt, at danske banker og kapitalforvaltere har lukket 636 fonde, siden Finans Danmark i 1994 begyndte at føre statistik på området.

I mange tilfælde ender kundernes penge i nogle helt andre fonde og dermed nogle andre investeringer end dem, som kunderne oprindeligt købte ind på. Men alligevel er det »helt normalt« at lukke eller omdanne fonde, påpeger Robert Spliid.

Han fremhæver, at der ofte ligger en særlig forklaring bag manøvren.

»Det er klart, at det er svært at sælge en fond, der har klaret sig dårligt. De kommer aldrig til at kunne sælge en fond, når dens hidtidige performance har været så dårlig,« siger Robert Spliid.

»Så ja, det er helt normalt. Men det er bestemt ikke retfærdigt,« siger Robert Spliid.

Hvad tænker du om, at kunderne har købt én ting, men nu får en helt anden?

»Det er jeg ikke særlig stor fan af. Men det skal retfærdigvis siges, at kunderne jo bare kan sælge deres aktier i fonden igen. De får besked på, at ændringen foretages, og kan derefter beslutte sig for, om de vil beholde eller sælge,« svarer Robert Spliid.

Morten Bruun Pedersen ser en generel faldgrube i, at kunderne kan overse informationer om en fonds ændringer – og lige pludselig står deres sparepenge i helt andre aktier, end de havde tiltænkt.

Maj Invest påpeger, at aktionærer gennem flere måneder og ad flere omgange har fået besked om ændringen i Planet & People. Investorerne har blandt andet fået et fysisk brev.

»Ændringen er altså ikke foretaget 'i det skjulte', men i overensstemmelse med foreningens vedtægter og med stor respekt for de investorer, der ejer fonden. Alle investorer har haft mulighed for at tage stilling til den fortsatte investering,« bemærker kapitalforvalteren.

Drastisk skifte

Selvom både Forbrugerrådet Tænk og Robert Spliid påpeger, at der ikke er noget usædvanligt over manøvren, mener Morten Bruun Pedersen alligevel, at det er en bemærkelsesværdig ændring.

»Det er et lidt drastisk skifte, hvor man går fra at investere i nicher til en bredt funderet strategi. Det gør man nok, fordi fonden har klaret sig rigtig dårligt, og det er man ikke så stolt af, så derfor skifter man strategi,« siger han.

Det, der springer i øjnene, er skiftet fra sundheds- og klimaaktier til udbytteaktier. Der er nemlig stor forskel på både afkast- og risikoprofilen.

»Jeg tror, de lægger om til udbytteaktier, fordi den slags aktier plejer at opføre sig mere stabilt. Jeg tænkte selv over, hvorfor de lavede lige præcis det skifte,« fortæller Morten Bruun Pedersen.

Og lige nu er der stor efterspørgsel efter aktier, der opfører sig stabilt i usikre tider.

»Det er meget typisk, at man kaster sig over nogle temaer, som er populære, fordi man ved, at det tiltrækker investorerne«, forklarer Robert Spliid og tilføjer:

»Det, som mange temafonde dog overser, er, at når man investerer på baggrund af en hype, er det, fordi der har været en overnormal aktiekursstigning, og ikke nødvendigvis fordi der er udsigt til en overnormal økonomisk eller indtjeningsmæssig vækst,« siger han og forklarer:

»Stigende efterspørgsel efter et produkt betyder ikke nødvendigvis stigende indtjening til producenterne.«

Med strategiændringen får aktionærerne dog nu noget, der mest af alt ligner en global indeksfond, forklarer Morten Bruun Pedersen. Og selvom begge eksperter fortæller, at det er en god idé at have i porteføljen, har Morten Bruun Pedersen visse forbehold.

»Man skal som investor pludselig genoverveje, om det passer ind i ens portefølje. Måske havde man investeret i fonden, fordi man godt ville være eksponeret i lige præcis sundhed og klima,« siger han.

For har man blot suppleret en global indeksfond med Planet & People for at få ekstra eksponering mod sundhed og klima, står man lige pludselig med to forskellige fonde med tæt på samme indhold.

En mulig løsning

Som et muligt led i at komme problemet til livs, mener eksperterne, at forvalterne af de lukkede fonde bør fremlægge de historiske afkast for både eksisterende og nye potentielle aktionærer.

»Det kunne jo være meget rart for investorerne at se, at der har været en periode på et par år, hvor det ikke lykkedes at skabe et tilfredsstillende afkast. En periode, hvor de simpelthen har satset på et område, der ikke har udviklet sig som forventet,« siger Robert Spliid.

»Det tror jeg også ville give mere troværdighed over for både Maj Invest og branchen,« tilføjer han.

Maj Invest bemærker, at investorerne selv har været med til at stemme for ændringen på en generalforsamling – hvorefter ændringerne er »kommunikeret bredt ud«.

»Vi mener ikke, at man kan foretage ændringen mere åbent og transparent end vores tilgang,« skriver de.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' regnskab.

Her fremhæver streamingtjenesten den danske serie som en hitserie.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Ifølge Netflix bliver skandinaviske serier og film mere og mere populære.

Samtidig udgør indhold på et andet sprog end engelsk mere end en tredjedel af visningerne i perioden fra januar til juni, lyder det.

I toppen af Netflix' liste ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Serien "Dept Q", som er Netflix' udgave af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, er blevet set 25 millioner gange siden udgivelsen 29. maj. Dermed placerer "Dept Q" sig som nummer 32 på listen over de mest sete serier i første halvår af 2025.

Torsdag aften har Netflix også præsenteret sit regnskab for andet kvartal.

Her fremgår det, at selskabets omsætning voksede med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

På bundlinjen endte Netflix med et overskud på 3,1 milliarder dollar - svarende til 20 milliarder kroner.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skyldes fremgangen højere indtægter fra reklameforretningen samt prisstigninger på abonnementer.

/ritzau/

Nordea får en ørefigen. 

Den nordiske storbank med den danske topchef Frank Vang-Jensen i spidsen blev torsdag morgen straffet på aktiemarkedet, da markederne og analytikerne havde fået gransket bankens nyeste regnskab for de seneste seks måneder, hvor Trump og toldkrig har været her, der og alle vegne.

Regnskaber er noget rigtig kedsommeligt noget, medmindre man ved, hvad man kigger efter. Det er svært at opfinde en stærkere prisme at se den aktuelle stemning i dansk og nordisk økonomi igennem. Bankregnskaber afspejler en myriade af økonomiske nøgletal i økonomien.

Man kan altid skælde bankerne ud for alt for høje renter og gebyrer eller for deres udlånspolitik. 

Banker er imidlertid dybt fascinerende virksomheder, fordi alt, hvad der rører sig i økonomien, forplanter sig til deres aktiviteter, uanset om vi låner som gale, sparer op, sparer ned, køber bolig, investerer eller omlægger boliglån. Bankerne og det finansielle system er på en måde et moderne samfunds bankende hjerte.

Nordea er Europas 22. største bank, så hvis noget ændrer sig i dansk og nordisk økonomi, vil Nordea mærke det ganske øjeblikkeligt. Danske Bank, som er Europas 25. største bank, kommer først med regnskab fredag, så det skal der også holdes øje med.

Man skal grave dybere i Nordeas regnskab

I virkeligheden er der to historier i det nye halvårsregnskab fra Nordea. 

Der er den historie, som banken gerne selv vil fortælle, og så er der den dybere historie, som man skal grave efter.

Man bør næsten unde sig selv at læse Frank Vang-Jensens regnskabsberetning under overskriften »strong performance in a volatile period« eller på dansk »stærke resultater i en volatil periode«; det er virkelig helt klassisk dræbende forudsigelig regnskabslingo. 

Det er passende, at Nordea lader beretningen ledsage af et billede af en storsmilende topchef. Derfor har jeg også brugt billedet til at ledsage denne kommentar.

Nordea er glade for, at de kan levere et afkast af deres kapital på 16,2 procent, fordi det »understreger vores position som en modstandskraftig markedsledende finansiel virksomhed«. Nordea er rigtig stolte af, at deres realkreditudlån er vokset med seks procent, og med en voksende markedsandel på realkredit i Sverige. 

Nordea tiltrækker også flere indlån, som for en bank betyder, at man samtidig også udvider sin mulighed for at låne flere penge ud. Nordea er stolte over, at de forvalter ni procent flere pensionsmidler, svarende til 437 milliarder euro eller over 3000 milliarder danske kroner på tværs af Norden. Det kan man godt forstå.

Historien om Trump og toldkrigen er for Nordea på overfladen alene en historie om volatile markeder og en fremtidig bekymring for højere toldsatser og endnu flere geopolitiske spændinger, som kan skabe ny uro på finansmarkederne. Nordea mener selv, at de er fantastisk godt rustet til at håndtere nye skvulp i den globale og nordiske økonomi.

Lad os prøve at grave lidt i regnskabet for at se, hvordan Trump faktisk påvirker økonomien og Nordeas regnskab.

1. Forbrugerne er mere usikre

Nordea skriver i sit regnskab, at flere kunder i det nuværende »usikre miljø« søger rådgivning om deres økonomi. Bankens »interaktion« med kunderne er steget med syv procent gennem Nordeas app og seks procent gennem Netbanken. 

2. Virksomhederne polstrer sig med likviditet

Nordea skal naturligvis rose sig selv for, at de støttede deres kunder gennem markedsuroen i de første seks måneder af 2025. Kunne de skrive det modsatte? 

Det mest interessante er, at Nordea ser færre store handler. Virksomheder køber og sælger sjældnere andre selskaber eller henter sjældnere nye penge gennem aktier og obligationer. I stedet beder de oftere om lån med henblik på at sikre tiltrækkelig likviditeten - altså adgang til vand i hanerne i form af kontanter, hvis finansmarkederne pludselig tørrer ud.

Kloge virksomheder sørger altid for, at de har likviditet, hvis de frygter fremtiden. Det er ikke et tegn på optimisme.

3. Pensionskunderne skruer ned for risikovilligheden

Markedsuroen rammer direkte Nordeas store formueforvaltning, Wealth Management. Indtægterne fra Wealth Management faldt med fem procent i forhold til sidste år, fordi den forvaltede formue er blevet ramt af volatiliteten i finansmarkederne, samtidig med at kunderne søger over mod investeringer med lavere risiko og lavere indtjeningsmargin for Nordea.

Det er bare tre nedslag i Nordeas nye regnskab.

Man skal slet ikke have ondt af Nordea, som tjente cirka 101 millioner om dagen efter skat i årets første seks måneder. Man skal erindre, at Nordeas egen oversættelse af deres regnskab er, at det er yderst stærkt og solidt. Men tallet 101 millioner er selvfølgelig mindre end de 109 millioner kroner, som Nordea tjente om dagen i de første seks måneder af 2024.

Nordeas samlede nettorente- og gebyrindtægter er faldet med 3,8 procent i forhold til sidste år. Fordi Nordea samtidig har øget sine omkostninger, er resultat før nedskrivninger 9,9 procent ringere end sidste år, ligesom indtjeningen efter skat er faldet med 7,8 procent til 18,3 milliarder omregnet til danske kroner.

Går vi endnu dybere ned i regnskabet, er en af de store historier også, at den rentemarginal, som ellers i de seneste to-tre år har polstret bankernes regnskaber, efter at de slap af med minusrenten, er faldet. Rentenedsættelserne fra ECB sender imidlertid igen bankernes rentemarginaler under et vist pres. 

Det gælder både forskellen mellem eksempelvis Nordeas udlånsrente, som er højere end Nordeas indlånsrente – udlånsmarginalen – og forskellen mellem Nordeas indlånsrente og den indlånsrente, som Nordea kan få, hvis de sætter pengene på konto i Nationalbanken – også kaldet indlånsmarginalen. 

Forklaringen på, at rentemarginalen er under pres, er naturligvis, at inflationen er under kontrol, så Den Europæiske Centralbank (ECB) og dermed Danmarks Nationalbank kan sænke renten. Bagved rentenedsættelserne i de seneste kvartaler ligger også ECB's vurdering, at netop handelskonflikten med USA kan føre til en svækkelse af væksten i europæisk økonomi. 

Man skal passe på med at vædde, men det ligner et godt gæt, at de bedste tider ligger bagud for de danske og europæiske banker. Det er i hvert fald det overordnede signal fra Nordeas nye regnskab. 

Den opfattelse synes nu også at have forplantet sig til aktiemarkederne.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator

Hans udlægning af truslen er faretruende og kan lyde som plottet i talrige James Bond-film produceret før Den Kolde Krigs afslutning.

Ikke desto mindre er det virkelighed.

For danske virksomheder og topchefer arbejder under en konstant og tiltagende risiko for at blive ramt af angreb, der kompromitterer og skader forretningen og medarbejderne.

Det fortæller Jakob Scharf, der som tidligere chef for PET og nuværende direktør for og medejer af sikkerhedsfirmaet og den private efterretningstjeneste Certa, ser faren på tæt hold.

Og nu deler han sin vurdering af, hvilke massive trusler der i disse år rettes mod danske virksomheder og topchefer.

»Private virksomheder er eksponeret for en række nye og langt mere alvorlige sikkerhedsmæssige trusler, end man har været tidligere,« indleder Jakob Scharf interviewet, da Berlingske møder den tidligere efterretningschef på hans kontor ved Kalvebod Brygge.

Det bliver dog ikke nævnt navne – hverken på virksomheder eller personer, som sikkerhedsfirmaet arbejder for. Det er fortroligt, må man forstå.

Men skønt han lever af at håndtere virksomhedernes frygt – også når den bliver til virkelighed – påpeger Jakob Scharf, at analysen er velbegrundet. For selvom de færreste trusler og angreb kommer offentligheden for øre, er en række sager alligevel kommet frem i lyset.

Han nævner i flæng en serie af indbrud på finske vandværker, der skabte spekulationer om, hvorvidt ukendte bagmænd undersøgte muligheden for at forgifte vandet.

Lignende angreb og angivelig sabotage har ligeledes ramt allierede nabolande som Norge, Tyskland, Storbritannien, Polen og Frankrig, hvor også ildspåsættelser, hackerangreb, togafsporinger og overskårne kabler har været en del af en beskidt hybrid krig, hvor bagmændene ofte skal findes i Kreml.

Et arnested, der på grund af den massive danske støtte til Ukraine betyder en væsentlig øget risiko for lignende angreb i Danmark.

»Det er sket,« understreger Jakob Scharf, når han opridser de scenarier, der rammer de unavngivne danske virksomheder.

Mordforsøg på topchef

Et ganske opsigtsvækkende attentatforsøg viser, hvad virksomhederne står overfor.

Sidste år kom topchefen for Tysklands største våbenproducent, Rheinmetall AG, under massiv beskyttelse af politi og sikkerhedsvagter.

Som offentlig støtte og producent af de våben, Ukraine betragter som afgørende i forsvaret mod Ruslands invasion, har Armin Papperger fået adskillige magtfulde fjender i Moskva.

Fjender, der, som Berlingske tidligere har skrevet, ønskede ham død og indgående havde planlagt, hvordan den 62-årige topchef skulle likvideres.

Et omfattende attentatforsøg, som ifølge amerikanske efterretningstjenester var en del af en slagplan rettet mod flere topchefer i europæiske forsvarsvirksomheder, der leverer våben til Ukraine.

Papperger stod angiveligt øverst på listen, hvorfor en række andre planlagte attentater blev afværget af myndigheder og efterretningstjenester.

Selvom mordforsøg på en topchef hører til sjældenhederne, illustrerer den planlagte likvidering af Papperger tre afgørende vilkår, der har ændret spillereglerne, lyder det fra Jakob Scharf.

At virksomheder, i modsætning til tidligere, er i søgelyset, at statslige aktører igen er blevet en del af trusselsbilledet, og at også selskabernes ledelser er mål i den hybride krig.

Et sofistikeret angreb

Mens truslen under Den Kolde Krig var rettet mod nationer i øst eller vest, berører den nu private aktører. Virksomheder er mål for attentater, spionage og angreb i et utal af variationer og alvorsgrader. 

I Danmark er en af årsagerne, at skiftende regeringer har liberaliseret en stor del af den kritiske infrastruktur, der i stedet for staten drives af erhvervslivet.

Vil man ramme Danmark, skal man derfor ramme en virksomhed, der leverer nødvendige eller kritiske ydelser til danskerne.

Her er energiselskaber, vandforsyninger og telesektoren eksempler på private virksomheder, der er oplagte mål for fjendtlige magter, fortæller Jakob Scharf.

»Uanset om det er en international virksomhed eller ej, bliver man påvirket af globale trusler,« siger han.

Mens det i tiden efter Murens fald har været terrorgrupperinger og andre organisationer, som ikke opererer under et flag, der har truet det globale samfund, vækker situationen i dag mindelser til dengang.

»Det, at vi har statslige aktører – det kan være Rusland, Iran, Nordkorea og en lang række andre lande, som vi ikke nødvendigvis betragter som fjendtligt indstillede – ændrer grundlæggende trusselsbilledet. Der er stor forskel på, om du skal forholde dig til en trussel fra kriminelle grupperinger eller statslige aktører,« siger Jakob Scharf.

Hvilken forskel?

»Det er nogle helt andre kapaciteter og nogle meget mere avancerede kompetencer, der kommer i spil. Kina er et godt eksempel på en statslig aktør med enorm kapacitet – især i forhold til spionagetruslen.«

For med et statsapparat i ryggen kan angrebene udføres meget mere sofistikeret, lyder det fra Jakob Scharf, der beskriver, hvordan en telefonoplader eksempelvis kan bruges til at aflytte en topchef.

Og hvordan der med orkestrerede smædekampagner på nettet kan spredes løgne og misinformation mod en virksomhed.

Noget Certa »har set eksempler på«, og som kan betale sig, hvis en virksomhed er tilstrækkelig stor og kritisk for Danmark.

Det samme gør sig gældende for omfattende cyberangreb, hvor virksomheders data stjæles eller låses og mod en løsesum kan blive frigivet.

En type angreb, som hyppigt bruges af kriminelle med økonomiske motiver, men som får langt mere alvorlig karakter, når det foretages af fjendtlige magter, lyder det.

Også når topchefers telefon eller computer hackes, hvorefter selskabet eller vedkommende afpresses.

Noget, der ligeledes »er sket«. Jakob Scharf nævner dog fortsat ingen navne.

»Det handler både om data, der kan være sensitive i forhold til enkeltpersoner, men også for virksomheden. Interne papirer og andet, man ikke ønsker delt med offentligheden,« siger han.

Ofte er det dog ikke til at sige, hvor angrebene stammer fra, da de ikke udføres direkte af en statsmagt, men i stedet er »statsligt sponsoreret«, som det formuleres.

Vil lamme hele samfundet

Ikke desto mindre påpeger Jakob Scharf, at truslen mod Danmark skal kobles til den politiske og militære støtte til Ukraine, som med Kremls øjne er ilde set. For det bringer danske virksomheder i det russiske søgelys.

»Danske virksomheder har fundet ud af, at de i højere grad er mål end selskaber i lande, der ikke er så højt profilerede i hjælpen til Ukraine,« siger Jakob Scharf og fortæller, at særligt én type virksomheder står for skud.

»Det, russerne er optaget af, er at ramme nogle af de aktiviteter, der har betydning for støtten til Ukraine. Det vil sige infrastruktur og virksomheder, der spiller en rolle for støtten,« siger han.

Angreb, der skal skabe mistillid til politikere og samfundet og dermed få den danske befolkning til at stille sig kritisk over for støtten, hvis konsekvensen er at leve i utryghed.

»Men motivet er også bredere,« fortæller Scharf.

For fjendtlige magter kortlægger, og har kortlagt, alle de selskaber, der er afgørende for det danske samfund, lyder det. En strategi, der blandt andet kan forklare indbruddene på de finske vandværker.

»Man spionerer med henblik på at skaffe sig adgang til kritisk infrastruktur og skaffe adgange, der gør, at man kan udføre sabotageaktioner, der kan lamme hele samfundet,« siger Jakob Scharf.

For nuværende er en stor del af angrebene dog af mildere karakter, hvor mindre sabotageangreb skal skabe usikkerhed og utryghed.

En tankegang, der også ses ved hackerangrebene, som, hvis de lykkes, skaber mistillid til de systemer og selskaber, der kompromitteres.

Der er som nævnt også økonomiske formål ved angrebene, da der skaffes materiale, der på sigt kan bruges til afpresning af en virksomhed, dens ledende medarbejdere eller kunder.

Det velkendte begreb kompromat er altså stadig en del af det russiske ordforråd.

»Det er en meget traditionel måde at tænke på fra russisk side, hvor de siger: Husk vi er her, og husk vi kan ramme jer. Det er ikke, fordi de ikke har viljen til at gennemføre ødelæggende angreb,« siger Jakob Scharf.

Med andre ord må danske virksomheder navigere i et geopolitisk morads, hvor fronterne nok er velkendte, men hvor truslen, muligheden og intentionen om at gøre skade er større end nogensinde før.

Måske endda større end set på film.

I juni fik Noma lov til at beholde sine tre Michelin-stjerner. Nu kan de offentliggøre regnskab for 2024 med et overskud på 1,3 millioner kroner.

Men ser man nærmere på tallene, bliver det tydeligt, at en af statens hjælpepakker fra coronanedlukningen er med til at male bundlinjen sort.

Det skriver Børsen.

Noma har nemlig modtaget 1,8 millioner kroner i »slutafregning på kompensation fra statens hjælpepakker«. Uden den havde Noma altså haft underskud.

Resultatet er 23 procent højere end 2023, hvor overskuddet var på omkring en million kroner, og medejer René Redzepi og administrerende direktør Peter Kreiner kalder årets tal »tilfredsstillende og som forventet«.

Ny nordisk bliver all american

Restaurationsbranchen er notorisk svær at tjene penge i, og det hjælper ikke nødvendigvis, at man befinder sig i de øverste gastronomiske luftlag.

Noma er flere gange blevet kåret som verdens bedste restaurant og fik ved Michelin-uddelingen i juni lov til at beholde deres tre prestigefyldte stjerner, hvilket betyder, at restauranten er »værd at rejse efter«.

I dag ligger Noma på Refshaleøen i København, men lukker ved udgangen af 2025, hvor et såkaldt madlaboratorium skal erstatte restauranten. Her vil man blandt andet lave eddike, kombucha og dressinger med de nordiske ingredienser, der hele tiden har været kernen af Nomas projekt.

Et nyt kapitel under varmere himmelstrøg og med helt andre råvarer venter dog i foråret 2026.

I et nyligt interview løftede René Redzepi nemlig sløret for, at Los Angeles er næste destination for stjernekokken og resten af Noma-holdet.

»Vi kommer til LA med den største jahat, man kan forestille sig,« sagde han til Los Angeles Times.

Du skal ikke sidde med tilbageholdt åndedræt i venten på, at EUs næste budget falder på plads. Traditionen tro vil forhandlingerne vare i to år, efter at Europa-Kommissionen onsdag fremlagde sit forslag.

Gab og suk, tænker du nok. Hvad rager det mig?

Faktisk en hel del. For EU spiller en langt større rolle i alle aspekter af dansk politik og europæisk økonomi, end det gjorde for syv år siden, da Bruxelles sidste gang bød op til budgetdans.

Corona, inflation og ikke mindst krigen i Ukraine har givet EU langt større vægt på den internationale scene.

Den nye syvårige budgetperiode løber først fra 2028. Den kommende periode handler i høj grad om at forbedre EU-landenes konkurrenceevne og dermed vores evne som samfund i fællesskab og nationalt til at betale de store fremtidige regninger til oprustning, Ukraine og grøn omstilling – og fastholdelse af et velfærdssamfund.

For hvad, vi også har lært af de senere år, er, at EU er sakket bagud. Vi har brugt alt for mange ressourcer på at fastholde et frilandsmuseum og alt for få på at blive digitalt førende.

Vi har først for nylig indset, at vi er »alene hjemme«, som den tyske kansler Friedrich Merz har formuleret det.

Og det er først nu ved at gå op for mange danske politikere, at vi herhjemme ikke kan sidde alene på vores fede ø med armene over kors. At Europas problemer og udfordringer også er vores udfordringer. De svageste led skal gøres stærkere, hvis den europæiske kæde skal holde.

1.800 milliarder euro på bordet

På papiret står EU til at bruge mange flere penge end i denne periode. EU-Kommissionen skriver selv, at budgettet er på »næsten 2.000 milliarder euro«, men udrulningen af budgetforslaget fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var præget af så meget kaos, at ingen rigtigt kan få de mange tal til at gå op.

Det lyder af meget, men det svarer kun til lidt over én procent af EUs bruttonationalindkomst. En marginal større andel end i denne periode, hvor budgetrammen er på 1.200 milliarder euro.

Når rammen bliver større i euro, skal man huske, at denne syvårige periode har været præget af et udbrud af inflation. Siden begyndelsen af 2021 er prisniveauet i EU steget med en fjerdedel. Det forklarer størstedelen af stigningen i budgettallet.

Der er altid dem, der synes, at budgettet er for stort. Dem, der synes, at det er for lille, og dem, der ikke bryder sig om, hvad man bruger penge på. Det sidste er nok de fleste.

Og så er der denne gang en vigtig krølle.

I denne syvårige periode har den økonomiske vækst i de østlige – nye – EU-lande igen langt overgået det vestlige Europa. Det betyder også, at der har været en stor konvergens, hvor de østeuropæiske lande nærmer sig Vesteuropa.

I 2018 udgjorde Polens BNP pr. indbygger 66 procent af niveauet i de 15 oprindelige – vesteuropæiske – lande. Næste år forventes det at nå 80 procent og dermed nå samme niveau som Portugal.

Det er en gigantisk succes, og EU-midler spiller en vigtig rolle i denne proces. Men det betyder også, at de østlige lande ikke skal have lige så meget hjælp som i denne periode. Det bliver en helt særlig kamp i kampen om midlerne.

Sydeuropa var den helt store vinder i coronatidens genopretningsfonde. Det kan det meget vel også blive i det næste budget.

Landbrugsstøtten skæres ned

Men det afhænger også af, hvad EU skal bruge penge på. Og her har von der Leyen gjort det klart, at hendes prioritering er at investere i fremtiden i stedet for at bevare fortiden. EUs landbrugsstøtte står til at blive reduceret fra 387 til 300 milliarder euro. Det er en nedskæring på 22 procent, hvortil der kommer tabt købekraft fra inflationen.

Ifølge Politico er landbrugsstøttens andel af EUs samlede budget faldet fra 80 procent i 1980 til 22 procent i dag – og altså endnu mindre fremover. Ikke overraskende ser de i forvejen ophidsede landmænd i lande som Frankrig dette som en »krigserklæring«.

Der er også en reduktion i forskellige regionale støtteordninger – det man ikke må kalde frilandsmuseumspenge – mens der skal bruges mange flere penge på konkurrenceevne, forsvar, innovation og hjælp til nabolande. Energikommissær Dan Jørgensen bryster sig af en femdobling af energibudgettet.

Forhandlingerne sker på en dyster baggrund.

De fleste kan blive enige om, at der er behov for at løse flere problemer i fællesskab, men ingen af de store lande har lyst eller råd til at betale mere til den fælles kasse. Holland er fortsat et »sparebandeland«, mens Danmark ikke længere officielt er med i den gruppe.

EUs budget vil i et vist omfang afspejle de ændrede politiske prioriteter, som en ændret verden medfører. Det vil betyde, at lande som Danmark kommer til at betale mere til den fælles pulje. Der skal også diskuteres optagelse af fælles gæld til at finansiere store, grænseoverskridende investeringer som energiinfrastruktur.

Men sparelande vil også kunne pege på London og delvist Washington som inspiration for, at bureaukratiet kan slankes gennem øget brug af teknologi. I EU vil særligt indsatsen mod snyd med EU-midler kunne få et stort løft med øget brug af kunstig intelligens – og en generel øget digitalisering af de europæiske lande.

Dette bør være danske prioriteter i den kommende proces.

Ukraine og konkurrenceevne i fokus

Der er mange pæne skåltaler om det europæiske samarbejde. Alt dette er smidt ud ad vinduet, når det gælder EUs budget. Her er det mudderbrydning, hvor alle er hinandens fjender. Hvor alliancer opstår og brydes.

Om to år har vi klarhed over, hvad EU-landene i fællesskab ser som de vigtigste prioriteringer.

Danskernes opfattelse af EU har ændret sig radikalt. EUs forårsundersøgelse viser, at 74 procent af danskerne har tillid til EU sammenlignet med 52 procent for EU som helhed. For Danmark er det et kæmpe hop fra 57 procent i 2018, og vi er i dag et af de mest EU-positive lande.

Krigen i Ukraine og Ursula von der Leyens synlige ledelse er vigtige faktorer i denne ændring. Men statsminister Mette Frederiksens (S) rejse fra EU-kritiker, der i 2019 kaldte fælles gæld for »fuldstændig gak«, til nutidens omfavnelse af det europæiske projekt spiller også en vigtig rolle.

Lige nu er Ukraine og generobringen af en plads som relevant i den globale økonomi de vigtigste fælles prioriteter. Det handler om frihandelsaftaler og afbureaukratisering og tilbagerulning af regler og krav om indberetning. Det handler om en oprustning, der på papiret intet har med EU at gøre. Det handler om forholdet til både USA og Kina. Og så en mere realistisk tilgang til den grønne omstilling, hvor vi sikrer, at der er både produktion og arbejdspladser til at betale regningerne også om ti år.

Alt det ligger også på von der Leyens bord.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Europa-Kommissionen har indstillet en af sine undersøgelser af den amerikanske forretningsmand Elon Musks sociale medie X.

Det er sket, mens kommissionen samtidig forsøger at afslutte svære handelsforhandlingerne med Trump-regeringen.

Undersøgelsen har gransket X for at bryde EUs regler om digital gennemsigtighed og forventedes at være afsluttet inden EUs sommerferie.

Men ifølge tre kilder med kendskab til sagen kommer kommissionen ikke til at nå den deadline, skriver Financial Times.

Kilderne bemærkede, at der sandsynligvis først ville blive truffet en beslutning i sagen, når der er skabt klarhed i toldforhandlingerne mellem EU og USA. 

»Det hele er bundet sammen,« tilføjede en af kilderne til mediet.

Kilderne indikerer altså, at undersøgelsen kan være stoppet for at komme Trump i møde.

EUs regler på techområdet har været et konstant stridspunkt mellem Bruxelles og de store amerikanske techgiganter, der støttes af Donald Trump og hans administration.

Techgiganterne, som X er en del af, hævder, at EU uretfærdigt går efter amerikanske virksomheder og krænker de principper om ytringsfrihed, som Trumps MAGA-bevægelse kæmper for.

Politisk følsomt emne

Sidste år nåede Europa-Kommissionen frem til, at X formentlig bryder EUs regler for »vildledende design« samt at X ikke er tilstrækkeligt åben om sine data.

EU kan give bøder op til seks procent af platformens årlige omsætning på verdensplan.

Men de igangværende forhandlinger om told gør alle USA-relaterede beslutninger politisk betændte, fortæller Financial Times kilder: Ingen ønsker lige nu at fornærme Trump og dermed optrappe den transatlantiske handelskonflikt.

Donald Trump har tidligere direkte angrebet EUs afgifter over for amerikanske virksomheder og kaldt dem en »form for beskatning« og sammenlignet bøder til teknologivirksomheder med »oversøisk afpresning«.

Kommissionen, som står for EUs handelspolitik, har forhandlet for at sikre en handelsaftale med USA siden april, hvor den amerikanske præsident først annoncerede de toldsatser mod EU, der dengang blev sat til 20 procent. 

Toldsatsen blev derefter sænket til 10 procent for at give tid til forhandlinger, før Trump i weekenden erklærede, at han ville opkræve told på 30 procent fra 1. august på alle varer importeret fra blandt andre EU til USA.

På det danske arbejdsmarked tjener en indvandrer i gennemsnit 9,2 procent mindre end en person med dansk oprindelse.

Det skyldes i høj grad adgangen til højbetalte brancher.

Det viser et nyt, internationalt studie, der er blevet udgivet i det britiske tidsskriftet Nature, skriver Copenhagen Business School i en pressemeddelelse.

Studiet har analyseret data fra 13,5 millioner medarbejdere og arbejdsgivere i ni lande - heriblandt Danmark.

Resultaterne viser, at på tværs af de ni lande tjener i gennemsnit indvandrere 17,9 procent mindre end personer født i landet.

Danmark ligger dermed under gennemsnittet.

Blandt studiets medforfattere er lektor Lasse Folke Henriksen fra CBS. Han peger på en primær årsag til forskellen i løn.

- Det, som vores studie påviser, er, at det i meget høj grad er adgangen til de her job, som er svær for indvandrerne. Så det er simpelthen det at bevæge sig ind i de her brancher med mere velbetalte job og job med bedre vilkår, der er svær, siger han.

Lasse Folke Henriksen forklarer videre, at den svære adgang eksempelvis kan skyldes manglende netværk og manglende anerkendelse af kvalifikation i forhold til uddannelse og sprogkundskaber.

- Vi har ikke data på, hvilken specifik mekanisme der forklarer det her, men vi kan vise med vores data, at det er primært i adgangen til de her job, at løngabet optræder og i mindre grad, fordi der er lønforskel mellem indvandrere og danskere, der er i samme job og arbejder for samme arbejdsgiver.

Studiet viser nemlig også, at når en indvandrer og en person med dansk oprindelse har samme job og arbejdsgiver, tjener indvandreren 2,3 procent mindre. Dermed er der altså 6,9 procent, der skal forklares på anden vis.

De ni analyserede lande i studiet er Canada, Frankrig, Tyskland, Holland, Norge, Spanien, Sverige, USA og Danmark.

Det er i Spanien, der er den største lønforskel mellem en indvandrer og en person med spansk oprindelse. Her tjener en indvandrer 29,3 procent mindre.

/ritzau/

PostNord tog i marts en beslutning om udelukkende at satse på pakkepost i Danmark fra og med næste år.

Regnskabstallene for første halvdel af 2025 viser, at det nok var meget klogt.

For mens brevmængderne i Danmark er faldet med 34 procent i andet kvartal sammenlignet med sidste år, så er antallet af pakker omvendt steget med 12 procent.

Og selv om koncernens samlede omsætning er faldet med seks procent til 17,8 milliarder svenske kroner, så er driften nu blevet rentabel.

Årets seks første måneder resulterede således i et driftsoverskud på 451 millioner svenske kroner i modsætning til det underskud på 336 millioner, der blev realiseret i samme periode i 2024.

- Regnskabet understreger, at vi har lagt den rigtige strategi, som nu begynder at sætte sig i tallene.

- Samtidig med at vi afvikler vores brevforretning, fortsætter vi med at styrke vores position i pakkemarkedet og blive endnu bedre til fordel for vores kunder, siger Kim Pedersen, der er administrerende direktør i PostNord Danmark.

Den danske forretning har længe været en øm tå i Postnord-regnskabet, men bidrager i første halvår positivt til det samlede driftsresultat med et plus på 86 millioner kroner mod et underskud på mere end 750 millioner kroner sidste år.

PostNord er ejet af den danske og den svenske stat i fællesskab. Svenskerne ejer 60 procent, mens Danmark ejer de resterende 40 procent.

/ritzau/